En opsparing giver dig tryghed og økonomisk sikkerhed, når uforudsete udgifter opstår, eller din situation pludselig ændrer sig. De fleste har dog en opfattelse af, at en opsparing er en samlet pulje, men der findes der mange typer af opsparinger, som er afhængig af behov og formål. En opsparing giver dig tryghed og økonomisk sikkerhed, når uforudsete udgifter opstår, eller din situation pludselig ændrer sig.
Hvorfor er det vigtigt at have en opsparing?
En opsparing er din økonomiske sikkerhed i perioder, hvor uforudsete udgifter opstår. Samtidig er det nøglen til at få råd til det, du drømmer om. En opsparing giver dig:
• Færre økonomiske bekymringer
• Råd til det, du drømmer om
• Mere økonomisk sikkerhed
• Råd til uforudsete udgifter
Hvor mange opsparinger bør du have?
Hver privatøkonomi er forskellig, og det er individuelt, hvor mange opsparingskonti, der giver mening for dig at have. Hvis du har flere opsparinger, bør du strukturere dine opsparinger, så de har forskellige formål, og står på forskellige konti. Opsparingerne kan fx være:
• Nødopsparing
• Fuck-you-konto
• Langsigtet opsparing
• Pensionsopsparing
• Børneopsparing
Du behøver naturligvis ikke at have alle ovenstående opsparinger, men blot udvælge dem, der er relevante for dig, og som giver mening i forhold til din privatøkonomi.
Nødopsparing
En nødopsparing er en opsparing til uforudsete udgifter, som du ikke havde regnet med. Den får du brug for, hvis fx bilen, telefonen eller køleskabet pludselig går i stykker og skal erstattes. Disse dyrere regninger kan påvirke din hverdagsøkonomi, så sørg for at sætte penge til side hver måned, så din økonomi er godt rustet til disse udgifter. Desuden kan du med fordel spare op til gentagende begivenheder i løbet af året. Det kan være ferier, julegaver og fødselsdagsgaver. Ligesom med en opsparing til uforudsete udgifter, sikrer en opsparing til dette formål, at din hverdagsøkonomi ikke bliver påvirket i dyrere måneder.
Fuck-you-konto
En fuck-you-konto giver dig friheden til at gribe en spændende mulighed uden, at du skal bekymre dig om din økonomi. Den kan du tage i brug i særlige situationer, fx hvis du vil forlade dit arbejde eller en kæreste, springe ud som selvstændig eller vil rive et år ud af kalenderen til at rejse. Med en ”fuck-you-konto” har du reserveret penge til disse situationer, og dermed kan du træffe beslutninger uafhængigt af din økonomi.
Langsigtet opsparing
Større begivenheder i livet kræver som regel længere tid at spare op til, derfor kan du med fordel begynde i god tid, hvis du allerede nu ved, at en større begivenhed venter. Opsparingen kan du bruge til hvad end, du går og drømmer om. Det kan fx være et bryllup, en bil, længere rejse eller en bolig. Du kan prøve vores boligkøbsberegner til at få et estimat for, hvor meget du kan købe bolig for i dag.
Pensionsordning
En pensionsopsparing betaler du løbende ind på gennem dit arbejdsliv for at skabe luft i økonomien, når du forlader arbejdsmarkedet. Du kan enten lave en privat pensionsopsparing eller du kan have en arbejdsgiverbetalt pension, hvis det fremgår af din ansættelseskontrakt. Der findes forskellige typer af pensionsopsparinger i form af bl.a. aldersopsparing, ratepension og livrente. Disse kan oprettes ved banker og/eller pensionsselskaber. Der er forskellige vilkår ved de enkelte pensionsopsparinger, så de passer til forskellige økonomier og behov. En pensionsordning er vigtig, og jo før du begynder at indbetale til pension, jo bedre.
Børneopsparing
En børneopsparing kan oprettes fra barnet bliver født og senest i det år, barnet fylder 14 år. Opsparingen kan senest hæves, når barnet er 21 år. Børneopsparingen oprettes i barnets navn, og det er kun muligt at oprette én skattefri børneopsparing pr. barn. En børneopsparing kan give dit barn en hjælpende hånd med starten af voksenlivet. Den kan bruges på hvad en, dit barn ønsker, fx et kørekort, rejse eller et indskud.
Hvor meget skal man spare op hver måned?
Hvor meget, du skal sætte ind på hver opsparing, afhænger af, hvor meget du har mulighed for at spare op hver måned. Det vigtigste er blot, at du lægger penge til side, også selvom beløbet er småt. Før du kan komme i gang med at spare op, skal du have styr på dit budget, så du kan beslutte, hvor meget du kan spare op hver måned. Få din bank til at oprette en konto til hver af dine opsparinger. Hvis du har det samme beløb til rådighed hver måned til opsparing, kan du med fordel lave en fast overførelse til dine opsparingskonti.
Fire hurtige om opsparing
Hvorfor er en opsparing vigtig?
Det er en fordel at spare op, både fordi det giver dig økonomisk sikkerhed, og mulighed for at realisere dine drømme. Det betyder, at du er rustet, når uforudsete udgifter opstår. Samtidig kan du få råd til det, du går og drømmer om.
Hvilke opsparinger skal jeg vælge?
Hvilke opsparinger, du bør have, er meget individuelt. Det afhænger af, hvor du er henne i livet, og hvad der er muligt i forhold til din økonomi. Der er forskellige opsparingsformer, og du skal naturligvis kun vælge dem, der er relevante for dig. Du kan fx lave en nødopsparing, kortsigtet- og langsigtet opsparing, pensionsopsparing og børneopsparing.
Hvordan kommer jeg i gang med at spare op?
Start med at lægge et realistisk budget for at få overblik over din økonomi og ved, hvor meget du har mulighed for at lægge til side. Opret en opsparingskonto eller flere i banken, så dine opsparinger er i system.
Hvor meget skal jeg spare op hver måned?
Det er individuelt, hvor meget man kan lægge til side til opsparing. Det er lige meget om du kan lægge meget eller lidt til side, blot du løbende sparer op. Hvis du har et fast beløb til opsparing, kan du med fordel lave en fast overførelse til din opsparingskonto.